Hundedag i Brabrand 01Vi forsøger at holde kontakten til de hvalpe vi har solgt, og som vi naturligvis har stor interesse i. Dels vil vi gerne være sikre på at de er racetypiske og særligt at de ikke har fejl eller mangler. Det er vigtigt for os som opdrættere, at vi ikke videregiver uønskede gener.

Derfor inviterer vi til hundedag, og helst en gang om året, så vi på nærmeste hold kan se hundene live. Et er at få opdateringer via facebook eller tilsendt billeder på mail, men noget helt andet at få lov at være sammen med hundene i nogle timer.

Og søndag d. 25. oktober var netop sådan en dag.

 

Fra Esbjerg kom Otto (Sasjacairns Biscotto) med familie, og fra Vejle kom Frodo (Sasjacairns Pomodoro) med sin familie. Desværre var August (August er den dreng der er så heldig at have Frodo på daglig basis) ikke med, han lå syg hjemme med computeren som selskab. Vi håber August kan være med næste år.

 

Da drengene ankom havde jeg taget snoren på tøzerne og vi stod klar i indkørslen. For os er det vigtigt, at det første møde bliver på så neutral grund som muligt, det giver en bedre stemning :-)

Og efter de første knurren af hinanden, gik vi en kort tur, så Hundedag i Brabrand 02drengene kunne få tisset af efter køreturen. Tilbage igen kom de alle 5 i haven. Og helt uden problemer. Drengene skulle lige "pisse territoriet af" og det inklusive at de lige skulle vise hinanden gebisserne og den lyd der kom med.

Efter nogen tid, i overværelse af alle menneskerne, gik vi til kaffebordet og lod hundene være alene i haven. Det gik rigtig godt, alle legede med alle, og selvom Otto i starten var lidt beklemt over de mange legekammerater kom han hurtigt efter det.

Jeg fik også mulighed for at vise hvordan de børster hunden godt, særligt på undersiden. Det handler jo også om at dele tips og tricks, ligesom de mange historier om hundens liv er vigtige på denne dag.

Da vi var færdige med kaffen, gik vi en tur i den nærliggende hundeskov, og igen fik de alle masser af plads til løb og leg. Kun en enkelt anden hund mødte vi, en stor golden retriever, som naturligvis blev behørigt sat på plads, mest af Etta den bette skid. Hun har det meste i munden, og gør gerne opmærksom på sig selv.

Så var det tid til en lille fotosession, men de var ikke meget for at stå pænt (drengene altså), det er tydeligt at se, at den megen Hundedag i Brabrand 03energi vi lægger i træning til udstilling giver en forskel i hvordan hunden står. Også på trimmebordet.

 

Efter 3 timer, hvor det overordnet var roligt det meste af tiden, blev det tid til at drengene med familie skulle hjem igen, og vi sagde farvel. Siden har vi hørt, at der nok var ro i bilerne på vej hjem, og mine tre tøzer var i hvert fald trætte. Jeg så ikke meget til dem hele aftenen.

Du kan se billeder taget på dagen her ved artiklen.

Tusind tak til fam. Hangel og fam. Nielsen/Hansen for deres tid og besøg.

Og tak for Hanne for de fine billeder, jeg var selv for optaget til at huske kameraet ;-)

 

 

 

 

 

 

Hundedag i Brabrand 04